DCA Publikationer
Ny søgning

Kvælstofudvaskning og gødningsvirkning ved anvendelse af afgasset biomasse
DCA rapport, nr. 65, 2015

Af Peter Sørensen og Christen Duus Børgesen

Ved bioforgasning af organisk gødning omdannes en del af det organisk bundne kvælstof (N) i gødningen til
uorganisk N. Det har betydning for gødningens N-virkning og også betydning for N-udvaskningen. I denne rapport beregnes N-udvaskning ved anvendelse af ubehandlet eller afgasset organisk gødning med en ny simpel model,idet eksisterende modeller vurderes at beskrive den langsigtede udvaskning fra organisk gødning utilfredsstillende. På basis af revurdering af en række forsøg, er det fundet, at udvaskningen fra organisk N og uorganisk tilnærmelsesvis er ens i første år efter tilførslen. Den langsigtede udvaskning fra mineraliseret organisk N, der er tilbage i jorden 1 år efter tilførsel af gødning antages at udvaskes med en udvaskningsfaktor der er dobbelt så høj som udvaskningsfaktoren for tilført uorganisk N, og tidsforløbet for udvaskning er beregnet med en simpel mineraliseringsmodel. Med de nuværende udnyttelseskrav til afgasset biomasse beregnes over en 10 årig horisont en reduktion i udvaskningen på 1,0-2,7 kg N/dyreenhed afhængigt af jordtype og gødningstype. Over en 50-årig horisont er den tilsvarende reduktion i udvaskningen beregnet til 1,5-4,2 kg N/dyreenhed. Stigende andel af tilført energiafgrøde, som f.eks. majsensilage medfører mindre reduktion af N udvaskningen efter bioforgasning, og ved en N andel fra energiafgrøde over 10% beregnes øget langsigtet N udvaskning i forhold til tilførsel af ubehandlet husdyrgødning. Tilsvarende effekter fås ved tilførsel af ”nyt” affald. Den potentielle gødningsvirkning i tilførselsåret forventes at øges med 10-15 kg N/dyreenhed efter bioforgasning. Til gengæld vil der være en lavere eftervirkning af den afgassede gødning i årene efter tilførslen, så den langsigtede stigning kun er 5-8 kg N/dyreenhed.


Hent PDF   Bestil (55 kr/stk)