DCA Publikationer
Ny søgning

Næringsstofbalancer og næringsstofoverskud i landbruget 1994/95-2014/15
DCA rapport, nr. 79, 2016

Af Finn Pilgaard Vinther og Preben Olsen

DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, Aarhus Universitet, udgiver hvert år en opdatering af de seneste 20 års næringsstofbalancer for landbrugets anvendelse af kvælstof (N), fosfor (P) og kalium (K), herunder beregning af overskud og udnyttelse af de tre næringsstoffer.
Overskuddet af næringsstoffer fra landbruget har været støt faldende de seneste 20 år, og er for N reduceret med 45-47 %, for P med 71 % og for K med 63 %, svarende til en reduktion på hhv. 71-76 kg N/ha, 13 kg P/ha og 25 kg K/ha. Udviklingen i de seneste år har været præget af store udsving, med høje høstudbytter i 2008 og 2009, hvilket sammen med usædvanligt lavt indkøb af P og K i handelsgødning resulterede i meget lave overskud i 2009/10. Høstudbytter og forbrug af handelsgødning har dog været ”mere normalt” de efterfølgende år. Samlet set betyder det, at N-overskuddet er reduceret med 2 kg N/ha, medens overskuddet af P og K er uændret i 2014/15 i forhold til gennemsnittet af de seneste fem år. Den største reduktion i næringsstofoverskuddet er sket indtil omkring midten af 0’erne, hvorefter udviklingen er ”fladet ud”. Da høstudbytterne også fremover må formodes at variere imellem årene, med deraf følgende konsekvenser for overskuddet, forventes der ikke i de kommende år, alt andet lige, at ske nævneværdige ændringer i de gennemsnitlige næringsstofoverskud på landsplan. Det skal understreges, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem overskud og udvaskning hhv. udledning.


Hent PDF   Bestil (55 kr/stk)