DCA Publikationer
Ny søgning

Propylenglykol til malkekøer: Virkningsmekanisme, omsætning i vommen og effekt på blodparametre, foderoptagelse, produktion og risiko for ketose
DJF rapport Husdyrbrug, nr. 18, 2000

Af Nicolaj Nielsen & Klaus Lønne Ingvartsen

Inden for de sidste par år er interessen for anvendelsen af propylenglykol (PG) til danske malkekøer vokset blandt kvægbrugere, dyrlæger og konsulenter. Det skyldes et øget udbud af produkter, som i kraft af deres indhold af bl.a. PG hævdes at være produktionsfremmende og/eller virke forebyggende på ketose. Der eksisterer imidlertid ikke nogen oversigt over PG's effekt på mælkeproduktion og ketose. Formålet med nærværende rapport er på baggrund af litteraturen at beskrive PG's effekter på forgæringsmønsteret i vommen, blodparametre (glukose, insulin, frie fedtsyrer og b-hydroxybutyrat), foderoptagelse og mælkeydelse. Hensigten er endvidere at vurdere, hvorvidt PG kan forbedre den negative energibalance og forebygge ketose hos køer i tidlig laktation. PG reducerer C2/C3-forholdet i vommen, hvilket skyldes, at en del af PG omsættes til propionat i vommen. Størstedelen af PG absorberes dog direkte over vom eller tarmepitel. PG har ingen nævneværdig effekt på vom-pH. Tildeling af PG til køer og fastede kvier medfører en stigning i blodets glukose- (1-9%) og insulinkoncentration (12-99%). Variationen i de observerede respons for specielt insulin kan dels skyldes forskelle i PG-dosis, og dels forskelle i tidspunkter for udtagning af blodprøver i forhold til tidspunktet for tildeling af PG. Tildeling af PG til køer i tidlig laktation resulterer i et fald i plasmakoncentrationen af frie fedtsyrer (¸4-23%), hvilket følges af en reduceret plasmakoncentration af b-hydroxybutyrat (¸28-43%). PG har således antiketogen effekt. Tildeling af PG til køer i midtlaktationen medfører et fald i mælkemængden (¸5-6%) og EKM-ydelsen (¸4-9%). Tildeling af PG til køer i tidlig laktation resulterer i uændret eller øget mælkemængde (¸3 til +19%) og EKM-ydelse (¸1 til +14%). Tildeling af PG til køer i tidlig laktation reducerer fedtprocenten (¸2-14%), mens der ikke er nogen entydig virkning på proteinprocenten. Ovenstående effekter på ydelsesparametre er primært tendenser, men en metaanalyse på tværs af forsøg med køer i tidlig laktation bekræfter disse tendenser (P<0,05). Metaanalysen forudsiger, at en PG-dosis på 300 g/ko/dag i tidlig laktation øger mælkemængden med 2,1 kg, reducerer fedtprocenten med 0,35 procentenheder og øger EKM-ydelsen med 1,8 kg. PG's reducerende virkning på frie fedtsyrer og mælkens fedtprocent indikerer, at PG forbedrer koens negative energibalance i tidlig laktation på trods af en øget EKM-ydelse. Den negative energibalance menes at være den grundlæggende årsag til ketose, og derfor kan PG's forbedring af energibalancen sandsynligvis mindske risikoen for ketose. Der mangler imidlertid dokumentation for, at PG kan reducere antallet af kliniske ketosetilfælde. Der er generelt få forsøg, som har undersøgt effekten af PG på foderoptagelse, blodparametre og mælkeydelse i tidlig laktation, og yderligere studier er nødvendige for at klarlægge PG's virkning herpå.

Hent PDF   Bestil (75 kr/stk)