DCA Publikationer
Ny søgning

Automatisk malkning i Danmark
DJF rapport Husdyrbrug, nr. 24, 2001

Af Morten Dam Rasmussen (red.)

Automatisk malkning indeholder mange positive perspektiver. Landmænd kan sikres gunstige arbejdstider og dermed et bedre socialt liv samt tilbyde en udfordrende arbejdsplads for medhjælpere. Der kan ske en kontinuerlig opdatering af informationer om besætningen, hvilket er afgørende for en tidlig identifikation af indsatsområder for f. eks. produktionsstyring. Køerne har mulighed for at tilpasse deres egen døgnrytme, og præcise informationer om enkeltdyr kan udpege inficerede dyr på det subkliniske stadium og således give mulighed for tidlig behandling. Dermed vil det kunne sikres, at forbrugerne leveres sund mælk fra sunde dyr.
Automatisk malkning har nu været på det danske marked i over 3 år, idet de første anlæg kom til Danmark i februar 1998. Der er i disse år etableret forholdsvis flere automatiske malkeanlæg i Danmark end i de øvrige europæiske lande. Det skønnes, at en tredjedel af danske malkekvægbrug vil investere i automatisk malkning inden for en 10-15-årig periode. Det primære marked for automatisk malkning er lande med en høj arbejdsløn og begrænset arbejdskraft. Derfor er det først og fremmest de "rige" lande i Nordeuropa, der har præget udviklingen. De første kommercielle anlæg blev installeret i Holland i 1992, og antallet af besætninger med automatisk malkning i de enkelte lande er: Holland >250, Tyskland >100, Danmark 100, Frankrig >70, Japan ca. 50, Sverige 20-25, Schweitz 16, Canada 15, Belgien ca. 10, England 8, Spanien 8, Island 3, Finland 3, Italien 3, USA 2, og desuden er der 2 anlæg i Norge. New Zealand og Australien er i færd med at starte forskning på området. I alle landene er der stor interesse for automatisering af malkeprocessen. Automatisk malkning er lig med teknologisk udvikling, og dette vil også få en afsmittende virkning på konventionel malkning. Automatiske malkesystemer (AMS) er meget mere end bare automatisk malkning, da det kræver, at hele produktionen er integreret i systemet. Vi har nu mere end to års erfaring med automatiske malkesystemer i Danmark, og denne rapport opsummerer, hvor langt vi er nået forsknings- og rådgivningsmæssigt. De enkelte kapitler er en redigeret udgave af indlæg holdt på Forskningscenter Foulum i december 2000.


Hent PDF   Bestil (100 kr/stk)