DCA Publikationer
Ny søgning

Kvælstof, fosfor og kalium i husdyrgødning - normtal 2000
DJF rapport Husdyrbrug, nr. 36, 2001

Af Hanne Damgaard Poulsen, Christian Friis Børsting, Hans Benny Rom & Sven G. Sommer

Forskningsrapporten omhandler resultatet af en gennemgribende revurdering af normtallene for husdyrgødningens indhold af næringsstoffer. Denne revurdering er gennemført i regi af Danmarks JordbrugsForskning på anmodning fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Rapporten er en opdatering af normtallene fra 1997 (Beretning nr. 736). Den nye rapport indeholder standard normtal for de forskellige husdyrarter fordelt på aktuelle stald- og gødningstyper angivet for henholdsvis ab dyr, ab stald og ab lager. Ligeledes er der udarbejdet formler til beregning af normtal ved afvigende foderforbrug, fodersammensætning mv. til brug ved beregning af individuelle værdier for N, P og K ab dyr. Baggrunden herfor er, at normtallene er gennemsnitstal, og at der i de enkelte besætninger vil kunne registreres betydelige afvigelser i forhold til de anvendte grunddata. Normtallene skal derfor bruges med dette in mente.
Svin. Det opdaterede datagrundlag har givet anledning til nogle ændringer i ab dyr tallene, idet N udskillelsen er reduceret for slagtesvin og smågrise. Derimod er der sket en stigning i N udskillelsen fra søer forårsaget af et højere foderforbrug, hvilket også har medført en tilsvarende stigning i P-udskillelsen. Fosforudskillelsen er faldet hos smågrise, medens der hos slagtesvin ses en stigning, som dog ikke skyldes en ændring i fodringspraksis men snarere et metodeskift. Udskillelsen af K er generelt blevet reduceret. Kvæg. For malkekøer er der sket en del mindre ændringer i næringsstofudskillelsen. For både tung race og Jersey er der sket en lille reduktion i udskillelsen af N, hvorimod ændring i fodringspraksis har givet anledning til en væsentlig nedsættelse af P udskillelsen. For K er der derimod sket en stigning. For de øvrige kategorier er der kun sket få ændringer, hvor den væsentligste er, at P-udskillelsen hos opdræt er steget. Fjerkræ. Oplysninger vedr. indholdet af næringsstofferne N og K i fjerkræfoder er som noget nyt generelt hentet fra Plantedirektoratets foderstofanalyser. Slagtealderen for slagtekyllinger er ændret således, at spredningen i slagtealder dækkes bedre. Dette har medført en generel ændring af normtallene for slagtekyllinger udover de ændringer, der er betinget af ændringer i foderets indhold og den almindelige produktivitetsfremgang. Der er nu beskrevet normtal for skrabekyllinger og økologiske kyllinger. Af væsentlige ændringer kan også nævnes, at der for kalkuner angives særskilte normtal for hanner og hunner. Pelsdyr. Hos mink er datagrundlaget til beregning af næringsstoftildelingen blevet væsentligt forbedret. N-udskillelsen pr. tæve forbliver dog uændret, mens der ses et mindre fald, når N-udskillelsen udtrykkes pr. produceret skind. På grund af et stigende indhold af P og K i de anvendte fodermidler er udskillelsen af P og K med gødningen steget i forhold til de tidligere normtal. Tilsvarende ændringer ses hos ræve. Heste. Der er siden revisionen i 1996/97 ikke fremkommet væsentlige ændringer i datagrundlaget. Normtallene for heste er derfor uændrede. Får og geder. Der er nu udarbejdet normtal for husdyrgødningens indhold af næringsstoffer hos geder. For får er der sket et fald i gødningens indhold af N, P og K. Stald. Tab og omsætning af næringsstoffer i stalde er beskrevet i et selvstændigt kapitel, hvor også de enkelte stald- og gødningssystemer defineres og beskrives indgående. På baggrund af nye forskningsresultater er datagrundlaget forbedret, hvilket har medført en lang række ændringer i værdierne for kvælstoftab under opstaldning. Da det ud fra den anvendte litteratur er vanskeligt at beregne koncentrationen af henholdsvis ammoniumkvælstof og totalkvælstof i husdyrgødningen, er kvælstoftabet beregnet på grundlag af totalkvælstof. Endvidere er datagrundlaget for strøelsesforbrug, vandspild og tørstofomsætning revideret på nogle punkter. Lager. Omsætning og tab af næringsstoffer i forbindelse med lagringen af husdyrgødning er ligeledes udførligt beskrevet i et selvstændigt kapitel. Kapitlet indeholder desuden angivelse af størrelsen af tab af kvælstof ved ammoniakfordampning og ved denitrifikation samt tab af tørstof ved afgivelse af kulstof. Endvidere er der redegjort for udsivning af næringsstoffer i forbindelse med lagring af fast staldgødning og dybstrøelse, tilførsel via nedbør mv. Der er sket nogle ændringer i forhold til de tidligere normtal, bl.a. er ammoniaktabet under lagring af dybstrøelse og fast staldgødning fra svin forøget grundet ny viden på området. Endelig er tørstoftabet vurderet lavere fra gylle og højere fra fast staldgødning og dybstrøelse. Mineraliseringen af kvælstof er beskrevet mere indgående, hvilket har givet anledning til ændringer. Landsplan. Husdyrgødningens indhold af næringsstoffer er opgjort på landsplan, idet der er indhentet oplysninger om antallet af husdyr/producerede husdyr for 1999 samt opstaldningsform mv., hvorefter der er opskaleret fra enkeltdyrsniveau til den samlede udskillelse fra dels de forskellige husdyrkategorier, dels fra den samlede husdyrproduktion. Beregningerne viser, at den samlede N-udskillelse ab dyr summerer til knap 267.000 tons ab dyr, hvoraf 32.000 tons afsættes under afgræsning. Ab lager er beregnet til et indhold på knap 198.000 tons N. I forhold til landstallene fra 1997 er der sket et lille fald på 3.000 tons N. Fosformængden udgør sammenlagt 54.000 henholdsvis 49.000 tons for ab dyr og ab lager. Tilsvarende udgør kaliummængden 163.000 henholdsvis 151.000 tons for ab dyr og ab lager. Landstallet er uændret for fosfor og faldet lidt for kalium i forhold til landstallet fra 1997.


Hent PDF   Bestil (100 kr/stk)