DCA Publikationer
Ny søgning

Nitratudvaskning fra økologiske og konventionelle planteavlsbedrifter - simuleringer med FASSET bedriftsmodellen
DJF rapport Markbrug, nr. 107, 2004

Af Jørgen Berntsen, Bjørn M. Petersen, Ib Sillebak Kristensen & Jørgen E. Olesen, Afd. for Jordbrugsproduktion og Miljø, Danmarks JordbrugsForskning

5. Konklusion
En sammenligning af de konventionelle og økologiske basisscenarier viser som gennemsnit af alle jordtyper og frugtbarhedsniveauer en N-udvaskning, der er ens for økologisk og konventionel planteavl. Basisscenarierne opfylder de lovgivningsmæssige krav til grønne marker og 6%-efterafgrøder, men indeholder derudover ikke yderligere efterafgrøder. Effekten af VMP II er beregnet til 4 kg N ha-1 år-1 for det konventionelle sædskifte. N-udvaskningen fra økologisk planteavl i 2003 kan således skønnes at være 4 kg N ha-1 år-1 mindre end N-udvaskningen fra konventionel planteavl før implementeringen af VMP II. Der er taget udgangspunkt i konventionel planteavl uden specialafgrøder, men med en høj kornandel. Økologisk planteavl er derimod defineret som en restgruppe, som ikke har væ-sentlig husdyrbrug. Dette indebærer at de økologiske planteavlsbrug er en meget forskelligartet gruppe, hvoraf nogle har et mindre husdyrhold. De økologiske planteavlere importererendvidere en vis mængde konventionel husdyrgødning, således at de økologiske planteavlsbrug i denne undersøgelse aftager mere husdyrgødning end de konventionelle planteavlsbrug. Den større anvendelse af husdyrgødning og den større andel af græsmarker i økologisk planteavl fører til en opbygning af kvælstof i jordpuljen, hvorimod modelberegningerne viser et lille fald i jordens indhold af organisk N for konventionel planteavl. Forskellen udgør ca. 19 kg N ha-1 år-1. Hvis det antages, at en tredjedel af denne opbygning på langt sigt, alt andet lige, vil resultere i N-udvaskning, medfører dette at der på langt sigt kan tænkes at optræde en forskel i N-udvaskning mellem økologisk og konventionel jordbrug på ca. 6 kg N ha-1 år-1,medmindre man laver forholdsregler for at imødegå dette. De økologiske planteavlere aftager i gennemsnit mere husdyrgødning end de konventionelle. Dermed vil især økologerne indirekte bidrage til en mindsket udvaskning på intensive husdyrbrug. Kvantificeringen af dette forhold falder dog uden for denne rapports sigte. Scenarierne viser, at der er en række muligheder for at reducere N-udvaskningen fra økologisk planteavl. Den mest effektive metode er anvendelse af efterafgrøder, som har en markantstørre effekt end at reducere gødningsimporten.I praksis vil det dog være umuligt at udnytte mulighederne for efterafgrøder fuldt ud, da der på bedrifter uden afgræssende husdyr vil være behov for mekanisk bekæmpelseaf rodukrudt, f.eks. gennem stubbearbejdninger om efteråret.


Hent PDF   Bestil (55 kr/stk)